 |
 |
|
 |
 |
Vores Dagbog
Torsdag d. 12. august 2010
Så er der igen liv i huset med hvalpe! 4 stk små vapser med krudt i 
Men ellers er sommeren gået alt for stærkt, og der er blevet lavet alt for lidt. Men vi har hygget os med at få startet på hegn omkring haven, og fået lagt vand ned så vi ikke skal køre vand ned i engen, men bare skal tænde for en hane.
Lille røde Wicca flyttede ind i juli, og hende har vi godt nok meget sjov med. Mage til lille egenrådig hund skal man lede længe efter! Men hun er bare uimodståelig charmerende, og jeg glæder mig til at vi skal starte til hundetræning på mandag. Hun vil have godt af at komme lidt i skole 
Hestene er blevet lidt sommerfede. Ridning er det ikke blevet meget til, men de har fået deres daglige nusseture. Jeg er lidt i tvivl om Athene har absorberet/smidt føl, for jeg syntes hun opførte sig som om hun var i brunst i dag på folden. Men jeg må se hvad dyrlægen siger. Uanset hvad er det jo forsent at starte forfra med at sende hende til hingst.
onsdag d. 16. juni 2010
Athene blev scannet drægtig sidste fredag, men hun venter tvillinger. Det var ikke lige det jeg havde håbet på at høre, og jeg håber at scanningen på mandag vil gå lidt bedre og vise at det ene foster er absorberet. Jeg kan næsten ikke overskue at skulle have Athene afsted til hingst igen, men det kan jo blive nødvendigt alt efter hvad der skal ske efter næste scanning.
Vores "foldpynt" Sigurd Hansen er blevet solgt, og han bor nu sammen med en unghest på 4 år. Det var lidt vemodigt at sige farvel til ham, men han var så dygtig og gik lige op i traileren da han blev hentet, og efter hvad jeg har hørt opføre han sig pænt i hans nye hjem, og trives godt med hans nye kammerat.
Det er ellers bare skønt at have alle mine hopper hjemme, og det går faktisk rigtigt godt i den lille flok. Selvfølgeligt er der lidt "tøse-skænderier", men det er vel hvad man kan forvente. Men ikke det vilde uro, og de er alle så skønne - og ikke mindst fede...sommergræs kan virkeligt ses på sådan en flok madammer!! Sol er så tyk at der næsten kan ligge vandpytter på ryggen af hende, men det plejer hun at være de år hun ikke går med føl.
Kattekillingerne er ved at være store, og meget nysgerrige. De begynder at udforske hele den store verden, og ligger i skrivende stund sammen med hundene og slikker sol i udestuen.
Luna er ved at få lidt mave her hvor hun er 4½ uge henne i hendes drægtighed. Jeg er vildt spændt på hvad der kommer af hvalpe denne gang. Bella er i hendes første løbetid, og det holder lidt hårdt med at skulle være i bur. Hun er bestemt ikke tilfreds med det arrangement, men det er der ikke meget at gøre ved. Ziggy tager hans "fængsels-tid" med ophøjet ro, men han er jo også ved at være vant til det med alle de damer i huset Han er bare så dygtig den dejlige dreng.
onsdag d. 9. juni 2010
Så er der lidt ro på efter en travl tid. Weekenden gik med at passe Robin der var på "ferie" mens hans "forældre" var til familie tam-tam. Rigtigt hyggeligt at have ham, og han er bare en dejlig dreng - selvom han er teenager! 
Min lille hesteflok er ved at finde ro og har lært hinanden at kende nu. Det er så hyggeligt at kigge ud af vinduet og se Sol og Cacharel stå og gnubbe hinanden. Athene er knapt så "bossy" som hun plejer at være, og jeg tror hun nyder at der er kommet endnu en varmblod til gården. Men jeg håber også at hendes positive ændringer kan skyldes at hun er drægtig. Hun skal scannes fredag, og jeg er meget spændt!!
Vore have er blevet en smule kønnere nu hvor vi har fået ordnet lidt nede ved vores lille dam. Næste projekt er hegnet...det bliver spændende at se hvordan det kommer til at se ud 
Lørdag d. 29. maj 2010
Så bliver det første kuld Kokhus-hvalpe 1 år Vildt så hurtigt det år er gået!! Og mange gange tillykke til dem  Vi havde besøg af Mingus fra Maggies sidste kuld i dag, og af Zimba fra Lunas. Det er så skønt at se dem igen og høre lidt om hvordan det går med dem.
Athene og Cacharel kom hjem i dag, og det var da godt nok noget af en oplevelse. Athene opførte sig som en komplet idiot i lastbilen, og da hun skulle i stalden herhjemme. Jeg ved da ikke lige hvad der stak den gamle ged?? Og da vi skulle have dem ud på folden til de andre, tja, så troede den lille skiderik til Sigurd at han kunne hilse igennem elastikleddet, han gik i det og trak det med så både Cacharel og Athene fik stød og løb a h til sammen med den lille terrorist. Heldigvis var de ikke så besværlige at fange ind igen, men irriterende.... Så jeg var mindre fornøjet, smurt ind i mudder og træt af ponyer i dag - men bortset fra det er det dejligt at damerne er hjemme igen.
Athene skal scannes om 3 uger - hvis brunsten ikke kommer først - hun gik jo tom første gang hun blev bedækket, men vi håber sådan på at hun er drægtig nu. Cacharel blev scannet i tirsdags, og der var et fint foster. Så skal ventetiden på 10 måneder bare overståes.....
Kyllings 2 killinger; Måvens og Vivi, trives rigtigt fint og vokser godt. De bliver snart 1 måned gamle, så roen er nok forbi om ikke så længe.
Hundene nyder det gode vejr og at der er fri adgang til haven det meste af dagen. Det har vi vist alle savnet, for det er da bare den bedste tid på året nu hvor vejret er til at være ude. Projekt hegn går snart i gang så gårdspladsen bliver lukket af også så der bliver mere plads at løbe på for vapserne.
Luna viser ikke tegn på drægtighed endnu, men vi håber at hun er drægtig. Det bliver meget spændende når nu det er hanhundens første kuld hvalpe, og afstamningen er også ret interessant på faderens side.
Køerne er kommet på græs, og det var en glædens dag ingen kalve der løbe under eller igennem hegnet, så alt foregik i fred og ro - til vores store lettelse. Der kan godt være pænt meget fut i sådan en flok forårs kåde køer og kalve, også glemmer de nogengange hegnet. Men det huskede de i år - dejligt! Og det er jo en fornøjelse at se hvor meget de nyder at komme ud, der er noget specielt ved en kæmpe ko der laver glædeshop.
Lørdag d. 15. maj 2010
Cacharel blev i mandags scannet drægtig med tvillinger..øvøvøv. Men dyrlægen anbefalede at klemme det ene foster, og nu må jeg så vente endnu 9 dage med at få at vide om hun er drægtig, eller om hun har tabt dem begge. Athene skal også scannes om 9 dage, så jeg krydser alt hvad der kan krydses for at de begge er drægtige så de kan komme hjem snarest.
Steiner flyttede i torsdags, og jeg er bare så stolt af min lille dreng. Han gik lige op i lastbilen, og stod så pænt hele vejen op til hans nye hjem. Jeg har efterfølgende fået tilbagemelding om at han har det rigtigt godt, og opføre sig pænt. Det er jo skønt 
Luna blev d. 12. maj parret første gang med Picasso. Han er bare så flot og har den lækreste dybe røde ruby farve. Det bliver Picassos første kuld hvalpe, og det gør det jo lige lidt mere spændende. Så nu kan vi ikke gøre andet end at vente og se om Luna venter sig.
Søndag d.9.maj 2010
Zanto fandt i dag sit nye hjem, lidt trist, men jeg er sikker på at han vil få det rigtigt godt. Sikke tomt der allerede er! Men nu må Baby jo lege med Bella i stedet for.
Desværre døde vores lille Ko-Hvalp i nat. Jeg er bare så ked af det, men desværre var det nok meningen at det skulle ske, da han jo var et lille pjok fra fødslen. Men det gør ondt når man har kæmpet for at han skulle leve, og den lille gut var så fyldt med livsglæde og krumspring når vi gik tur sammen.
I morgen skal Cacharel scannes, og jeg håber der er føl på vej!! Det er godt nok bare nervepirrende at gå og vente på nyt. Athene er også færdig, men der går jo 3 uger inden hun kan scannes. Lææææææænge at vente!!
Vi har også fundet en hanhund til Luna nu, og det bliver Picasso - en flot ung ruby hanhund. Så nu venter vi bare på at hun er højløbsk så jeg kan komme afsted med hende.
torsdag d. 6. maj 2010
Så er begge mine hopper bedækket, og jeg krydser fingre for at de er drægtige!! Det tog sin tid med Athene, men hun fandt da ud af hvad det drejede sig om - heldigvis!!  Og jeg savner stadigt at få dem hjem, og jeg krydser fingre for at de kan komme hjem i næste uge efter at Cacharel er blevet scannet.
I den sidste tid har der været nogle dumme ting der har gjort at vi har besluttet at Maggie ikke skal have flere hvalpe. Hun har fået 3 kuld hvalpe, så hun har også gjort det godt. Så nu skal hun bare nyde livet som klappe-hund og mors varmedunk. Men jeg tror heller ikke hun syntes det er så skidt endda.
Luna er i løb igen, og hvalpeplaner skal laves. Nu må vi se hvad vi finder ud af 
Onsdag d. 28. april 2010
I weekenden havde vi besøg af Robin fra Luna's og Flippers kuld. Han er godt nok vokset op og blevet en lækker lille fyr!! Jeg nød meget at passe ham i weekenden og opleve at han er en hund med et super temperament og det er lidt hyggeligt at han bare faldt ind i flokken igen. Det gik bare så godt. Men der er ingen tvivl om at han godt ved hvem hans "mor" er, for der var stor gensyns glæde da han blev hentet - og det er lige sådan det skal være  (der er forresten Robin der er på billedet)
I går, tirsdag, var vi på sjælland hos Lisbeth på KVL for at få hjertescannet Luna og Ziggy (igen). Luna har et rigtigt fint hjerte med mislyd 0 og blev godkendt til avl. Prolapsgrad bliver tilsendt med posten senere, men jeg tager Lisbeths ord for gode vare - hun har jo scannet cavalier i snart 10 år  Ziggy var der intet nyt om, det så ud som sidst de scannede ham, så det er jo også rigtigt dejligt.
Både Maggie og Ziggy blev HD testet i dag, og begge har så fine hofter som man nu kan have. 
Athene bliver dylægeundersøgt i dag, og jeg håber at hun kan sprøjtes i brunst så jeg snart kan få mine heste hjem!! Jeg savner dem, og det er altså noget tomt...
Onsdag d. 21. april
Nu er der kun 1 hvalp tilbage, lille Zanto. Vi håber han finder et nyt hjem snart, og han er mere end klar til at komme ud i den store verden.
Ko-Hvalp bliver stor og fræk, han spæner rundt efter os når han er med ude at gå tur, og hundene elsker det! Det er så sjovt at se dem alle lege med Hvalp.
Mine kære hopper er ikke hjemme endnu. Cacharel er blevet bedækket, men Athene mener ikke at Jonker er en lækker fyr, og vil ikke gå i brunst. Jeg håber dog at der snart sker noget! Jeg er ved at savne hende rigtigt meget og jeg glæder mig vildt meget til Cacharel kommer hjem.
Onsdag d. 7. april 2010
Så er Nynne blevet 18 år, og der blev holdt en rigtig hyggelig fest fredag d. 2. april. Underligt at have så store børn efterhånden - jeg føler mig gammel 
Steiner har fundet sig en ny ejer. Jeg har byttet ham for en dansk varmblodshoppe ved navn Cacharel. Hun er 14 år gammel og har aldrig været redet, men har gået som avlshoppe. Jeg har bestemt at hun skal ifoles i år med Jonker, og der sendte jeg også Athene op i dag. Spændende hvornår de 2 damer så kommer hjem igen. Jeg har jo kun mødt Cacharel oppe ved Frits der skal have Steiner, så det bliver meget spændende at få hende hjem og lære hende at kende.
Jeg tror at Steiner får det rigtigt godt ved Frits, han skal gå som hyggehest, og det vil han egne sig rigtigt godt til Jeg håber at de bliver rigtigt glade for ham, og jeg vil da komme til at savne den store knold så jeg må nyde de sidste par uger jeg har ham :o)
Sol-Klara, tja, vi snakker om endnu et føl, men det er stadigt på tænke-stadiet. Jeg overvejer både Balder og Conor.
Vi har stadigt 3 hvalpe boende, og det er lidt trist at de ikke har fundet nye hjem endnu. Det er nogle fantastisk dejlige hunde og meget trygge, glade og sociale (men man er vel ikke helt objektiv når man selv har dem i huset ) Vi håber at der dukker nogle fantastiske mennesker op der har lyst til at købe sådan en lille guldklump.
Lørdag d. 27. marts 2010
Nu er Ko-Hvalp 1 uge, og han vokser fint. Han bor stadigt i fyrrummet, men planen er at han skal have sit eget "værelse" i stalden snartest. Det er lidt hyggeligt at have en flaskekalv, men det er nu ikke noget jeg vil have ofte.
Der er 3 hvalpe der er flyttet hjemmefra nu, og det bliver lidt tomt. Jeg håber at de nye familier er glade for deres små. Jeg håber også at der snart dukker nogle gode hjem op til de sidste 3 bøller - de er skønne og søde, men hold da op de kan holde en i gang 
Der er gået forårs-kuller i hestene, og de to drenge er rigtigt i hopla. De drøner rundt og leger på folden, og Steiner er begyndt at sætte min tålmodighed på prøve ved at han åbenbart har glemt alle de gode manere  Jeg arbejder lidt på at finde en hingst til Athene, det kunne være hyggeligt med 2 føl næste år, men det er stadigt på tegnebrættet.
Men det er skønt at det er begyndt at blive lidt mildt og grønt rundt omkring os, det gør humøret bedre og vi kan komme i gang med alle de projekter som skal laves udenfor.
Søndag d. 21. marts 2010
Det er altså nogen gange hårdt at bo på landet, især nu hvor køerne kælver, og det sker at der er en eller anden "dum ko" der ikke vil passe sin kalv.  I går blev den lille ko-hvalp født, og nu bor han i fyrrummet forbi hans mor ikke vil have ham. Han er lille-bitte, og så enormt nuttet at jeg bare har lyst til at tage ham med ind, meeeen det går jo nok ikke  Han er kalv nr. 6 i år, alle tyrekalve.
Hvalpene bliver store og dejlige, 8 uger i morgen og så skal vi til dyrlæge! Det plejer at gå rigtigt fint, selvom jeg er et værre pyldrehoved og ikke bryder mig om når de små begynder at hyle lidt over stik og chip. Celine og Sille bliver hentet i løbet af ugen, så bliver der nok lidt stille.....
Torsdag d. 11. marts 2010
Så er det igen tid til Hest & Rytter i herning, og vi var afsted et par timer i dag. Jeg kunne nemt bruge en formue på udstyr, men jeg nøjes med at købe nye grimer til krikkerne - Sigurd har det med at enten smide sin egen på folden, eller ødelægge de andres, så sådan nogen kan altid bruges 
Også var der jo hingstene....jeg fik set De Noir, og hilst på Heartbeat - og jeg kan jo ikke lade være med at drømme lidt om at få Athene ifolet næste år  Men dette års hingste-dvd'er er i hus, så der er lidt at kigge på.
Hvalpene bliver store og fine - og larmende! De ved godt hvem der kommer med madskålen, og lige så snart jeg begynder at skramle rundt i køkkenet er de der med det sammen hvis de ikke er i "fængsel" i hvalpegården. Og hvor er de bare sjove og charmerende de små - man kan ikke andet end at knuselske dem allesammen.
Fredag d. 5. marts 2010
Nu er hvalpene snart 6 uger, og der er bare gang i den. De spæner rundt og laver ballade så snart muligheden er der Det er noget med at have øjne i nakken når de render frit rundt i hele huset, og man skal helst ikke have bare tæer! Det er skønt at se den livsglæde og iver efter at undersøge alt, det er bare livsbekræftende. Ikke at det ikke er hårdt arbejde, men skønt er det altså at opleve sådan en flok små terrorister 
Maggie er ved at være godt træt af dem, og hun bruger ikke mere tid end højst nødvendigt på dem. Men hvis hun ser sit snit til det, tømmer hun gerne deres madskåle for dem, også kan de måske lige få lov til en hurtig tår mælk mens hun spiser. Et eller andet sted forstår jeg hende godt, for de er godt nok ivrige efter at prøve deres tænder af og deres små spidse hvalpeklør er nok ikke så spændende at stifte bekendtskab med i længere tid.
Mandag d. 22. febr. 2010
I dag er hvalpene 4 uger, og de er blevet så store, nuttede og sjove De flyttede i hvalpegård i stuen i går, og det er jo en stor og spændende verden! De fik deres første rigtige mad i går også, et værre svineri, men de spiste med velbehag, så det har nok ikke været så skidt endda.
Vi havde besøg af Robin i går, og hvor var det bare fantastisk at se ham igen. Han er blevet stor og flot - og han ligner sin far, og har vist arvet lidt af Luna's sind han kan også godt li at ligge under skabene på badeværelse. Der er lagt et billede ind af ham i hunde-fotogalleriet.
Ellers sker der ikke så meget, andet end jeg er ved at være træt af vinteren. Nu må sneen gerne smelte og det grønne begynde at komme frem. Hestene venter også med længsel på at der kommer noget op på marken - lige nu er alt hvad der er en masse is og sne. Jeg er desuden en tøsedreng og rider ikke i skoven når der er så meget is og sne. Hestene kan ikke stå fast, så den fornøjelse har jeg heller ikke lige nu. Men et lyspunkt er da at dagene er blevet længere - det er bare så dejligt at det ikke er mørkt kl 16 længere. Så forår - kom! Jeg gider ikke flere hostene heste, snotnæser, kolde fødder og våde hunde!!!
Lørdag d. 30. januar 2010
Så kom Maggies hvalpe endeligt! De blev født i mandags, og denne uge er gået med at holde øje med både hvalpe og Maggie. Desværre har Maggie døjet med kalkmangel, og det har kostet et par dyrlægebesøg udover da vi fik hvalpene tjekket. Nu ser det ud til at der er ro på tingene, og vi kan begynde at nyde de små skønne hvalpe.
Vi er begyndt at køre vores hunde over på Olivers hundefoder i stedet for Royal Canin. Maggie begyndte at få starter foderet fra RC, men hun trives rigtigt skidt på det, så vi skiftede tilbage til Mini Junior fra RC. Men nu har vi taget springet og skifter foder. Hundene kan rigtigt godt lide Olivers, og jeg tror at ingredienserne i Olivers er bedre for hundene end det der er i RC'en.
Hundetræning er startet op igen - det er koldt, men rigtigt hyggeligt at komme afsted igen. Bella har vist også godt af at komme lidt ud alene og møde den store verden. Selvfølgeligt glemte jeg at komme afsted mandag aften til Lydighedtræning med Ziggy, men det husker jeg selvfølgeligt på mandag 
Ellers er der vist bare at sige at jeg er vildt træt af is og sne.....alt er dækket af is herude, og det er en opgave bare at trække hestene på fold uden at nogen af os brækker benene. Rigtigt øv!! Jeg vil gerne have noget forår snart. tak!!
Tirsdag d.12.januar 2010
I weekenden var vi ude og nyde sneen sammen med Sol-Klara - eller dvs at hun fik lov at trække os på slæden. Hun tog det bare så fint når man tænker på at hun ikke er tilkørt i ordets egentlige forstand. At Steiner - den dumme hest - så skulle tage den gennem hegnet da jeg trak Sol ind er noget helt andet. Er du gal et elestikled kan blive langt!!! Heldigvis var vi kun lige uden for leddet så han nåede ikke på springtur - tåbelige hest!!
Hest for slæden var rigtigt sjovt, men nevøerne syntes faktisk det var sjovere da Henrik spændte en palle bag mini-læseren og gav dem en tur rundt på grusvejen.
Maggie vokser og bliver stor, hendes mave hænger snart nede ved jorden. Jeg er spændt på hvad der dukker op af hvalpe, og som altid er jeg vildt nervøs for om alt nu går godt. Men hvorfor skulle det ikke det?
Hundetræning starter snart - heldigvis. Nu skal vi bare lige have denne weekend overstået og min mor flyttet - så begynder der vel snart at være normale tilstande igen.
Mandag d. 4. januar 2010
Hmm...
Som nogen sikkert ved, fik vi Ziggy kemisk kastreret i november 2009. Dog påvirkede det ikke hans lyst til pigerne, og i et uopmærksomt øjeblik lykkedes det ham at parre Maggie i hendes løbetid i slutningen af november. Der burde jo ikke være blevet noget ud af det, og den blodprøve dyrlægen tog på Maggie d. 22. december (dag 30) viste da også negativ. Hvilken lettelse!! Vi havde ikke planlagt hvalpe, og slet ikke på Maggie der skulle have gået over til næste løbetid da hun jo havde hvalpe i sommers.
Men men...Maggie er blevet scannet i dag, da jeg var usikker på om der ikke var hvalpe alligevel. Hun har lagt sig ud og opføre sig som en gravid dame... Og ganske rigtigt - Maggie er drægtig, og vi venter nu hvalpe i uge 4. 
Ikke planlagt, og det er med blandende følelser. Men der er jo ikke andet at gøre end at få det bedste ud af det. Abortsprøjte kommer ikke på tale, da den risiko der er ved at terminere en drægtighed er for høj i forhold til at lade hende få hvalpene.
En anden ting - udover at relaxintest ikke er sikre - er, at selvom Ziggy er kemisk kastreret og ikke burde kunne lave hvalpe, må vi have løbetidburene frem igen. Det der er sket må bare ikke ske, og det må vi så lære af.
Øv øv øv......
Søndag d. 27. december 2009
Så er julen overstået, og det har været skønt med al den sne Hvalpene har bare hygget sig så meget med at lege i sneen, og jeg er glad for at jeg nåede at få den oplevelse med inden de alle flyttede. Zimba flyttede som den sidste i går, og nu er der bare tomt i huset. Dog er det ret lækkert at man ikke skal op før fanden får sko på for at lufte og fodre 
Saga er også flyttet op til sit nye hjem. Jeg er bare så stolt og glad over at hun tog både læsning og transport rigtigt flot. Hun er også faldet godt til sammen med Smilla, og det er skønt at høre da jeg var ved at gå til af nervøsitet over om alt nu gik godt. Dejligt at de bekymringer blev gjort til skamme!
Planlægningen af deltagelse i udstilling i Helle Hallerne i februar er gået i gang. Vi skal afsted med Trille og Bella igen. Så jeg håber at alt kommer til at gå godt. Vi starter til hundetræning igen i januar, så jeg krydser fingre for at vi kan få lidt ringtræning flettet ind i både hvalpe og unghundetræningen. Men ellers må den jo stå på træning herhjemme. Hvis jeg er heldig overvinder Bella måske sin skræk for små bjæffende møghunde?! 
Glædelig jul til alle og godt nytår!
Onsdag d. 9.december 2009
I søndags var Tina og Phoebe til udstilling på Fyn, og Phoebe fik en 1. pr og en rigtig fin kritik. Tillykke til dem begge  Jeg glæder mig til at se jer begge til udstilling d. 27. februar i DRU.
Ellers sker der ikke så meget nyt. Den sidste hvalp har fundet sin nye familie, og det er bare så dejligt! Rigtigt søde mennesker der vil behandle ham som en lille prins. Jeg er bare så glad for at vi er så heldige at alle 3 hvalpe kommer ud til hjem som vi er glade for at sælge til - det betyder SÅ meget for mig.
Alle hvalpene vokser vildt lige nu, og stakkels Luna forsvinder helt. Hun spiser for 5 efterhånden - hvalpene tager godt fra må man sige.
Julestemningen er ikke ankommet endnu, syntes jeg mangler sne og kulde frem for regn og gråvejr..men det er jo det samme hvert år. Typisk dansk jul.....
tirsdag 1. december 2009
Så blev det endeligt lidt tørvejr og solen skinner ligefrem! Så hvalpene kom med ud i haven i dag for at se lidt mere af den store verden. Det var lidt skræmmende, men alligevel skulle næsen i jorden og de ville da bestemt ikke med ind igen!! 
Hestene trives, og Saga har nu sovet sammen med Sigurd i en uge. Hun tager det bare rigtigt fint at undvære sin mor, men det skal altså gå hurtigt med at komme ud på folden til moar om morgenen! Heldigvis er hun en fornuftig lille pige, så hun spæner ikke bare afsted, men venter nogenlunde pænt på at jeg har fået åbnet leddet og trukket hende ind på marken inden hun begynder at hoppe rundt 
Steiner er træt af at dele boks med sin mor igen, hun er bare en rigtigt harpe og han få godt nok at vide hvem det er der bestemmer! Men heldigvis er der snart en ende på det - men det er jo lidt svært at forklare ham.
Nyd solen og det fantastiske dejlige vintervejr!
mandag d. 16. november 2009
Vi var på udstilling i Nyborg i går, søndag, med Trille og Bella. Vi tog afsted uden forventninger, men Trille fik 1. pr + SL (særdeles lovende) i juniorklassen, og Bella fik en 1. pr. i hvalpeshow. Jeg er super glad og stolt af mine små hunde, og jeg er bare så glad for at Mette ville gå med Trille - det var første gang både for hende og Trille, så det kunne jo ikke gå meget bedre 
Hvalpene vokser og trives, de vejer nu over 1 kg, og er begyndt at møve rundt og lege lidt med hinanden. De er bare så kære 
Tirsdag d. 27. oktober 2009
Så er der sket en masse at fortælle om 
Luna fik fredag 3 dejlige hvalpe, som jeg glæder mig til at have fornøjelse af de næste måneder. Der er 1 ruby tæve og 2 bl/t hanner. Alle med lidt hvidt. De er rigtigt fine og vokser godt. Og efter lidt start-forvirring, klarer Luna bare moderrollen til UG.
I weekenden var vi til udstilling i Helle Hallerne for at se hvordan "vores" lille Phoebe der bor ved Tina klarede sig. Hun var med i hvalpeshow, og hun fik en fin kritik og bedømmelse med en 1. pr. Jeg er rigtigt stolt og utroligt glad. Så TILLYKKE til Tina og Phoebe Jeg glæder mig til at Phoebe kommer "hjem" på ferie her i november.
Vores heste kan nu komme på stald, og de nyder at komme ind om natten. Det er dejligt at have dem tæt på i det her mørke, og jeg håber på mange gode timer i vores "nye" stald her i vinter. Også glæder jeg mig til at komme ud i den skønne efterårsskov med Athene. Det er bare så fantastisk smukt udenfor lige i tiden.
Torsdag d. 15. oktober 2009
Så fik jeg min nye hest, Athene, hjem. Det er bare så fedt at det hele faldt på plads med bytte, så Saga er sikret et dejligt hjem og jeg kan komme ud og ride i skoven igen
Luna skal have hvalpe lige om lidt - dvs om en uges tid. Jeg er meget spændt på hvad der dukker frem fra mørket, og jeg håber at det hele kommer til at gå lige så godt som med Maggie. Luna er ved at være tyk og besværet, men det er der jo ikke så meget at sige til.
Bella er flyttet ind, så nu har vi en Ninja-hund i huset. Hun er fyldt med krudt og ganske underholdene - når det da ikke lige er kl 4 om natten hun mener hun skal have opmærksomhed! Min trøst er, at de plejer at vokse fra det der natteroderi
Fredag d. 18. september 2009
Så er Sol startet op igen, og skal til at bestille noget! Jeg håber at vi kan få hende med i skoven i løbet af de næste uger. Hun skal lige vænne sig til sadel og rytter igen stille og roligt. Og mange tak til Mette for hjælpen - du er altså bare guld værd!! 
Saga syntes det er vildt sjovt og spændende at mor kommer ud i longen - og hun nyder at blive striglet og nusset. Hun er også ved at være rigtig god til at løfte hove. Smeden kommer her i oktober, så jeg håber at Saga vil være et pragteksemplar af et føl den dag - ikke som hendes bror der er en værre bandit! På hestefronten er der sket det at jeg er blevet kontaktet af en sød familie der gerne vil bytte deres varmblod for Saga. Vi har været oppe ved dem i dag og se Athen, og jeg må indrømme at jeg er ret vild med hende! Jeg håber sådan at det falder på plads, da jeg i den grad savner at ride, og jeg tror at Saga vil få det rigtigt godt hos dem - så alt i alt en win-win situation men mere om det senere.
På mandag kan jeg få testet om Luna er med hvalpe! Nøj hvor jeg da bare glæder mig for vildt til resultatet! Men jeg er ret sikker på der er hvalpe, jeg syntes at jeg kan fornemme det med adfærdsændringerne og med de fysiske ændringer. Men ikke mindre spændende af den grund.
Onsdag d. 9. september 2009
Perla har snydt med sin drægtighed, så desværre må det vente til en anden god gang med billeder og nyt fra Færøerne. Men der komme jo heldigvis flere muligheder.
Vi har for første gang været til hundesvømning, og den der skulle bruges til eksperimentet var selvfølgelig lille Zeus. Jeg må indrømme at han var noget skeptisk, men han klarede det i fin stil da han først kom i vandet Det er helt sikkert noget jeg vil prøve igen, men det skal nok være med Ziggy eller Trille.
Lille Bella på billedet flytter ind her d. 29. september. Hun er helsøster til vores lille Luna. En rigtig fin lille tricolor tæve, og det bliver da spændende at få hende hjem. Indtil videre besøger vi hende en gang om ugen. Heldigvis bor Annette ikke så langt væk, og hun har jo fuldt de andre hunde vi har derude fra de sidste par år. Meget dejligt med tæt kontakt.
Der er endnu knap 2 uger til jeg kan få af-/eller bekræftet om Luna er drægtig. Syntes det er lang tid at vente, men det er jo pga. spændingen Den første hvalp (hvis der kommer nogen!) er solgt til min veninde, så det er jo rigtigt fint.
Steiner og Saga er stadigt til salg. Det er da bare øv med den finanskrise og det store udbud af heste. Jeg tror det har lange udsigter med salget, men det er der ikke noget at gøre ved. Men det hjælper ikke på min samvittighed at de bare går og fiser den af på marken. Så jeg håber at der dukker købere op der vil give dem et godt hjem.
Søndag d. 23. august 2009
Så er vi allerede ved slutningen af august, tiden går alt for hurtigt!
Lille Saga bliver stor og en rigtig dejlig pige. Hun er ved at smide følpelsen nu, og hun tegner til at blive rigtig flot.
Hundetræning er startet op igen, og Nynne er med sammen med Zeus. Det går bare rigtigt godt! Han nyder at komme ud og lege med de andre på holdet. Ziggy nyder at komme afsted igen, og det gør jeg godt nok også 
Luna er i løbetid pt., så vi har fået hende parret ved Flipper, som i kan se på billedet. Han bor ved Malekits i Troldhede. Vi krydser fingre for hvalpe ca. 24. oktober 2009. Måske lidt dårlig planlægning, da hvalpene vil være salgsklare omkring jul, men det må vi tage med 
"Vores" lille Perla på Færøerne skal have hvalpe her i starten af september. Vi krydser fingre for at alt går godt med hende og de kommende hvalpe. Og jeg glæder mig til at se billeder af de små!
Men ellers er det jo høst, og hverdagen har sneget sig ind over os efter sommerferien. Det er jo en rigtig dejlig årstid, så det er med at nyde det inden vinteren.
onsdag d. 5. august 2009
Nu er det snart ved at vi skal starte med hundetræning igen, og både Ziggy og jeg glæder os rigtigt meget! Ziggy har bare været super til ringtræning over sommeren, og jeg håber at det viser sig at han ikke glemmer det helt når engang vi skal på udstilling igen 
Zeus - den sidste hvalp - er stadigt hos os. Det er lidt hyggeligt, selvom det også er lidt anstrengende med en lille "baby" i huset. Han er en lille bestemt herre, der gerne vil have der sker noget, og jeg har meldt ham på hvalpemotivation - og håber på en plads ved Bente hurtigst muligt. HVIS der rette hjem dukker op, kan det være Zeus flytter, men ellers beholder vi ham. Hvor der er hjerterum er der husrum...eller noget???!!
Onsdag d. 29. juli 2009
Nu er 3 af hvalpene flyttet til deres nye hjem, og de sidste 2, Molly og Bernie, flytter i løbet af den næste uge. Det bliver godt nok tomt.... Selvom det er hårdt arbejde med de små, er det alligevel noget af det mest givende at have sådan en flok små terrorister i huset.
Vores feriebarn Nanna (en cavalier selvfølgeligt!), aka det røde lyn, er taget hjem til sin familie. Hun har været en fornøjelse at have - selvom der er vildt gang i den lille tøs.
Overvejelserne omkring tilkørsel af hestene, er vist blevet til, at vi starter med lille Sigurd. Så må vi se om han bryder sig om den form for beskæftigelse lige nu er han ikke andet end foldbums og livsnyder, så livets barske realiteter kan måske være lidt hårde?
Saga og Steiner er stadigt til salg. Men det haster ikke mere end det "javer", selvom det ville være godt at finde gode hjem til dem begge.
8. juli 2009
24. juni 2009
Tiden flyver, og jeg får ikke lavet så meget andet end at passe hvalpe og hygge med alle dyrene.
Vi er begyndt at lave en lille agillity-bane til hundene herhjemme, og jeg glæder mig til at tage den i brug. Hundetræningen starter op igen i august, og indtil da vil jeg hygge med træning herhjemme. Dog skal jeg starte til ringtræning ved Bente på tirsdag sammen med Ziggy. Vi regner med at han skal med på udstilling igen til efteråret.
Tirsdag d. 16. juni 2009
Hvalpene vokser, og Saga vokser. Det er dejligt med alle de dyrebørn Jeg har rigeligt at få tiden til at gå med, har næsten ikke tid til arbejde!!
Vores haveprojekt skrider fremad. Henrik laver det hele, og jeg kigger på. Fair arbjdsfordeling syntes jeg .
Søndag d. 7. juni 2009
Så er der kommet føl, og vi kan nu nyde alle dyrebørnene - da der ikke skulle komme flere i år! Det er bare skønt at føl og hoppe har det godt, og det er gået super fint  Og det er bare dejligt at der komme et hoppeføl denne gang.
Hvalpene vokser og trives, Maggie er en super mor. Det bliver sjovt om en uges tid når hvalpene får øjne og begynder at undersøge verden.
Killingerne har alle fundet nye hjem, og de flytter d. 8. juli når de er 12 uger. De er søde og sjove, men hold på nogle små terrorister de kan være! Godt man ikke har sådan 6 stykker til at rende rundt hele året. Mine nerver ville være flossede
Lørdag d. 30. maj 2009
Så kom de længe ventede hvalpe endeligt! Maggie fik 5 dejlige hvalpe, efter en hård opblokning og en sej fødsel. Jeg fik ikke sovet i alle 24 timer hele forløbet varede, og jeg har været vågen flere gange i nat for at kigge til Maggie og de små, for at tjekke om alt nu var ok. Pyldret? Tja, men i det mindste indrømmer jeg det! 
De 3 bl/t hvalpe er alle med hvidt, de 2 tricolour er som tricolour nu skal være. og de er fordelt på 1 tri tæve, 1 tri han, 2 bl/t tæver og 1 bl/t han. Meget fornuftig fordeling syntes jeg 
Vi glæder os til at følge hvalpene de næste måneder, og forhåbentligt få dem sendt afsted til nye gode hjem.
Nu kan jeg så slappe af en uge og derefter er det føllet vi skal til at vente på og pyldre om!
Onsdag d. 20. maj 2009
Så blev Mikkel konfirmeret i weekenden. Dejlig dag, hvor alt gik godt
Nu kan jeg så slappe af og afvente at Maggie føder! Jeg er ved at være noget spændt og utålmodig, men de kære små skal jo lige bages færdig før de er klar til at komme til verden. Maggie ligner en badebold, og lyder meget anstrengt nu.
Vi har fået "ferie-barn", en skotsk højlandstyr der er på besøg i en måned mens hans piger derhjemme får kalv og bliver flyttet ned i Dollerup Bakker hvor de skal gå fremover. Han er en fin lille en, ham Columbus, og ved siden af vores kødkvægs køer er det rette ord nok..lille! Men sød det er han helt sikkert, meget mere fredelig end vores store røde skrummel af en tyr.
Kattekillingerne bliver store og irriterende! De er nu over det hele, og eksperimentere med hvad de kan og ikke kan. Luna har virkeligt nok at se til, hun slæber rundt på dem og viser dem verden....det ser så sjovt ud og det er ret afslørende at den killing hun har kastet sin kærlighed på er helt smurt ind i savl..
Fredag d. 8. maj 2009
Mens vi går og venter på at Maggie sprækker, nyder vi Kyllings killinger. De er ved at være rigtigt sjove nu, og der går ikke længe inden vi har killinger over hele huset. Luna syntes de er SÅ søde - og hun blander sig gerne i pasningen af dem. Det er også fristende når killingerne ligger i hundekurven i stuen.
Maggie er ved at være stor nu, og man kan mærke på hende at hun er blevet mere træt og ved at være besværet af hendes mave. Der er kun ca. 14 dage til termin, så det er lidt spændende hvad der kommer af hvalpe og hvor mange. Det bliver også spændende at se hvor hun vælger at føde, sidst var det jo i vores seng....
Søndag d. 26. april 2009
Fredag blev begge hingsteplagene kastreret. Det gik som det skulle, og nu skal de bare have fred til at komme sig. Men allerede i dag galopperede de rundt på folden, så de er da ikke helt slået ud over det 
Killingerne har fået øjne nu, de er bare så nuttede! Det bliver lidt sjovt at se hvordan hundene reagere når nu de begynder at kravle rundt i hele huset, men jeg tror Luna vil blive henrykt. Jeg skal vist snart have taget nogle billeder og lagt herind på hjemmesiden. Og begynde at finde hjem til de kære små.
Jeg er ikke længere i tvivl om at Maggie venter hvalpe. Hun har de sidste dage lagt sig ud, og nu er hun begyndt at blive vanskelig mht foder. Det var hun også ved første kuld. Havde helt glemt hvor bekymret og stressende det er for ejerne.  Jeg glæder mig afsindigt og kan næsten ikke vente. Har jo taget ferie i uge 22, så jeg kan være jordemoder.
Onsdag d. 22. april 2009
Det er 28 dage siden Maggie blev parret 1. gang, og jeg er lidt i tvivl om der er hvalpe på vej. Jeg ved godt at det er svært at spå om pt., men det er svært at vente på entydige tegn når nu man såååå gerne vil have fornøjelsen af hvalpe!
Men vores kat Kylling fik 6 søde killinger for en uge siden, og dem må jeg så hygge med indtil videre - det er nu heller ikke så galt Kylling har fået et virkeligt fint kuld med 1 cremfarvet hankat, 1 rød hankat, 2 tortie hunkatte og 2 sort/grå hankatte. Det er så hyggeligt, for begge tæver vil gerne passe de små misser, og kan næsten ikke lade dem være når de får lov at gå med ind og hilse på dem. Kylling lader dem slikke og nusse - så der er vist ingen tvivl om at hun også ser hundene som en del af familien, selvom hun kan være en rigtig strigle! Jeg forundres hver gang der kommer dyrebørn her i huset, over cavalierens moderinstinkter - det er meget tydeligt - om så det er hvalpe, killinger, kalve eller føl. Især Maggie er meget moderlig og vil SÅ gerne slikke og pusle om de små.
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|